Det lugter lidt af guld

Blue Fox kan vinde sit 15. danske mesterskab.

120411_Blue_Fox.jpg

Der er dækket op til guldfest i Herning tirsdag aften.

Herning Blue Fox spiller den femte og måske afgørende finale om det danske mesterskab mod Frederikshavn White Hawks. Herning fører 3-1 i serien og kan med en sejr i aftenens kamp sikre sig guldmedaljerne. Det vil i givet fald være klubbens 15. danske mesterskab.

For blot to år siden var Herning Blue Fox reelt truet af lukning på grund af økonomiske problemer - krisen tvang klubben til i højere grad at satse på unge danske talenter, men med forstærkning af blandt andre landholdslegenden Kim Staal har Blue Fox fundet en god blanding af rutine og talent.

Der ventes 4000 tilskuere til finalebraget - TV/MIDT-VEST er også med, og vi regner med, at vi i vores udsendelse klokken 19.30 kan fortælle, om Blue Fox er på vej mod guld. Kampen begynder klokken 18.