Designtyve slår til igen

TV MIDTVEST har flere gange kunne tidligere i år fortælle om en stigning i antallet af tyverier af designmøbler. I weekenden var den gal igen. (arkivfoto)

Både i Silkeborg og i Herning bød weekenden endnu en gang på tyverier af designmøbler for mange tusinde kroner.

I Silkeborg slap tyvene blandt andet væk med fem PH-lamper og 12 Wegner-stole, mens der hos en familie i Herning blandt andet blev stjlålet Arne Jacobsen-møbler og flere forskellige B&O-produkter.

Det fremgår af Midt- og Vestjyllands døgnrapport fra weekenden.

Organiserede bagmænd

Tyverierne af dyre designmøbler er langt fra et nyt fænomen. Det er et stigende problem, og tyvene bag er velorganiserede. Det fortalte vicepolitiinspektør, Kell Svenningensen, fra Midt og Vestjyllands politi i juli til TV MIDTVEST.

- Vi kan ikke med 100 procents sikkerhed sige, hvem de nøjagtig er. Men dem, vi har fået fat i, er i hvert fald nogen, der koncentrerer sig om den slags indbrud her, lød det.

Ifølge vicepolitiinspektøren er de mange designtyverier et særligt fokusområde hos politiets analyseafdeling.

 

I følgende udklip fra Midt- og Vestjyllands politis døgnsrapport kan du læse, hvilke designvarer tyvene i weekenden slap afsted med.

politiets_doegnrapport.jpeg