Der bliver ikke trukket vod efter Thomas fra Aalestrup

Eksperter fraråder at trække vod efter savnede Thomas Stralner fra Aalestrup. Det skriver tv2oj.dk.

Foto: Privatfoto

For en måned siden forsvandt 19-årige Thomas Stralner fra Aalestrup efter en bytur i Randers. Siden da har både politiet, gruppen Missing People og private uden held hjulpet til i en stor eftersøgning.

Tidligere på ugen ville Østjyllands Politi gerne i dialog med Beredskabsstyrelsen for at høre om muligheden for at trække vod efter Thomas Stralner. Dialogen er nu endt ud med, at der ikke skal trækkes vod efter ham. Det skriver tv2oj.dk.

- Vi har talt med Beredskabsstyrelsen og dem, der har fagekspertisen på området, og succesraten er simpelthen for lille. Det vil tage ekstremt lang tid at trække vod på bunden med anker, og det er problematisk, at der ligger gamle bildæk, traktordæk, køleskabe og mange andre ting på bunden af Randers Havn. Derudover har vores egne dykkere og erhvervsdykkere fra Missing People rapporteret om en del huller, fortæller fungerende politikommissær Christian Warner fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

Det er blandt andet de mange skibe i Randers Havn, der giver en del udfordringer for eftersøgningen. Nogle skibe stikker helt op til fem meter ned og skaber turbulens i vandet. Det kan få den betydning, at et clearet område pludselig ikke er clearet længere, fordi ting kan flytte sig i vandet. Det skriver tv2oj.dk.

Politiet tager imod henvendelser

Østjyllands Politi har endnu ikke indstillet eftersøgningen, og de tager stadigvæk imod henvendelser. Så sent som i går kontaktede en borger politiet for at fortælle, at der var blevet fundet en sko lidt udenfor havnen.

- Vi havde en hundepatrulje derude, og den lavede en søgning i kanten, men uden at finde noget. Vi tog skoen med ind på stationen og fandt senere ud af, at det ikke var Thomas’ sko, fortæller Christian Warner til tv2oj.dk.

Det skal også give mening ressourcemæssigt i forhold til andre opgaver

Lige nu har politiet ikke nogen spor at gå efter. Indtil videre er der er blevet brugt mange ressourcer på at finde Thomas Stralner fra Aalestrup. På trods af manglende spor er eftersøgningen stadigvæk ikke indstillet, men politiet udelukker ikke, at den kan snart kan få en ende.

- Det skal også give mening ressourcemæssigt i forhold til andre opgaver. Vi mener bestemt, at vi har gjort et stort og grundigt arbejde i denne sag, for vi ved, der ligger en stor familietragedie bag, fortæller Christian Warner til tv2oj.dk.

Overfladedykkere en mulighed

Politiet har gennem den seneste tid blandt andet haft en dialog med Søværnet for at høre, om de kan byde ind med materiel, som ikke har været benyttet i forvejen – dog uden held.

Vi har før set, at lig kan ligge 30-40 centimeter under overfladen, og så kan overfladedykkere hjælpe os med at finde det 

På sigt kan det blive aktuelt at få hjælp af overfladedykkere, skriver tv2oj.dk

- Vi har blandt andet talt med Beredskabsstyrelsen om overfladedykkere. Hvis Thomas Stralner ligger i havnen, så vil hans legeme stige op, når det bliver varmere, men det er ikke altid, at legemet stiger helt op til overfladen. Vi har før set, at lig kan ligge 30-40 centimeter under overfladen, og så kan overfladedykkere hjælpe os med at finde det, men det er ikke aktuelt endnu, fortæller Christian Warner til tv2oj.dk.