Debat om Utzon-tag fortsætter

Hvor langt bør man gå for at bevare et tag, der er tegnet af en verdenskendt arkitekt? Det diskuterer de lige nu på livet løs i Herning.

Uno-X-tanken på Dronningens Boulevard i Herning er noget helt specielt. Bilisten, der tanker, kan nemlig stå i ly for regnen under en vaske ægte arkitektonisk perle. Tankens tag er tegnet af den verdenskendte arkitekt, Jørn Utzon, der bl.a. står bag operahuset i Sydney.

Men nu har Uno-X søgte om at rive taget ned.

- Det er jo ikke noget, vi gerne vil. Men det er fordi, den bærende konstruktion, som er udført i 1986 i limtræ, simpelthen er rådnet op. Den kan ikke bære mere, forklarer Paulo Nielsen, der er regionschef hos Uno-X.

Men taget skal bevares, mener lokalhistorikeren Kurt H. Jørgensen.

- Det er fantastisk arkitektur. Det kan jeg slet ikke forstå, at man vil rive ned, siger han til TV MIDTVEST.

Uno-X har tidligere brugt 600.000 kr. på at vedligeholde taget, men da det er opført i limtræ, som ikke længere må bruges i nærheden af brandfarlige væsker, ser benzinselskabet ingen anden mulighed end at fjerne det.

Politisk beslutning

Det er nu Herning Kommune, der kommer til at afgøre, om Uno-X må rive taget ned. Byens byplanudvalg har tidligere i aften behandlet selskabets ansøgning om at rive Utzon-taget ned.

- Vi afventer en safe-vurdering, som er påbegyndt, men som kræver en grundig gennemgang, og det vil medarbejderne få færdiggjort i løbet af de kommende uger, således at vi næste gang, byplanudvalget mødes i Herning, kan træffe en afgørelse om enten nedrivning eller ikke nedrivning af taget, forklarer udvalgets formand, Ulrik Hylgaard (V).

Personligt mener han, at taget er særdeles bevaringsværdigt, og at man bør gå langt for at sikre dets fremtidige eksistens.

Hvis taget ikke må rives ned, vil Uno-X kræve, at Herning Kommune overtager ansvaret for bygningen. Under alle omstændigheder håber selskabets regionschef på en hurtig afklaring.

- Det er snart tre måneder siden, vi sendte ansøgningen afsted, og vores tålmodighed rækker indtil at efterårsstormen begynder. Det er jo fordi, taget er rådnet op, og der er et sikkerhedsmæssigt aspekt i det her, forklarer Paulo Nielsen.

Uno-X blev grundlagt i Herning, og Utzon-taget blev efterfølgende opført som benzinselskabets flagskib.

Du kan se aftenens indslag om netop Utzon-taget her: 

04:06 Luk video

(Følger du med fra appen, finder du i stedet inslaget i toppen af siden!)