Dantherm overtager partner-firma

Dantherm vil styrke sin markedsposition med overtagelse af aktiviteterne i Water Surveillance.

- Der er et stigende behov i markedet for fjernovervågning, og vi ser overtagelsen af Water Surveillance som en unik mulighed for at tilbyde vores kunder denne service, siger administrerende direktør for Dantherm, Torben Duer. Foto: Arkiv

Skive-virksomheden,Dantherm, har pr. 1. juni 2017 overtaget aktiviteterne i Water Surveillance efter en periode med et tæt strategisk partnerskab, oplyser Dantherm. 

Water Surveillance er en Internet of Things-virksomhed, der er fokuseret på at optimere kundernes driftsindtjening ved trådløst at opsamle væsentlige data inden for skadeservice og gøre disse tilgængelige on-line i realtid på diverse brugerflader. Der kan derved hentes store gevinster ved hurtigere og mere effektive udbedringer af fugt- og vandskader i kombination med Dantherms mobile affugtere.

- Der er et stigende behov i markedet for fjernovervågning, og vi ser overtagelsen af Water Surveillance som en unik mulighed for at tilbyde vores kunder denne service. Ved at kombinere teknologien fra Water Surveillance med Dantherms brede produktprogram inden for affugtning, opvarmning, køling og ventilation bliver vi en endnu stærkere partner for nuværende og fremtidige kunder, siger Torben Duer, administrende direktør hos Dantherm Group A/S.

Water Surveillance fortsætter som en selvstændig virksomhed i Dantherm gruppen og vil fortsat arbejde på udbredelse af fjernovervågning (IOT-løsninger) til andre relevante brancher.

Water Surveillance er beliggende i Sorø og er et privatejet selskab, som er etableret i november 2013 med investeringskapital fra CAPNOVA og Accelerace.