Danskerne vil på camping i ferien

Flere danskere holder sommerferie her i Danmark og mange af dem på campingplads.

Næsten hver tredje dansker har valgt at holde sommerferie herhjemme. En stor del af dem på landets campingpladser.

Hele 18 procent vælger at slå pløkkerne i jorden og holde en mere primitiv ferie, og det giver ekstra travlhed på campingpladserne. På Søndervig Camping er antallet af besøgende steget med 20 procent i forhold til sidste år.

- Vi har ligget vandret. Vi har haft så mange gæster, at vi er blevet nødt til at afvise mange. Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, for vi vil jo gerne have plads til alle. Men samtidig er det også meget dejligt at kunne sige, at vi er fuldt booket, siger Lise Kroning, ejer af Søndervig Camping.

Midtjyderne er den gruppe af danskere, som allerhelst vil holde sommerferie herhjemme.