Danskere fiskere kan fiske i Norge igen

EU og Norge er blevet enige om en ny kvoteaftale for 2014. Det betyder, at danske fiskere atter kan fiske i norsk farvand, som de har været udelukket fra siden nytår.

Onsdag nåede Norge og EU frem til en aftale om fordelingen af fiskekvoter i de fælles farvande. Dermed får danske fiskere langt om længe igen adgang til de vigtige fiskerier i de norske dele af Nordsøen og Skagerrak lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

- De danske fiskere har mistet vigtige indtjening i de sidste to måneder, så jeg er naturligvis meget glad for, at de nu kan komme på havet igen, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Aftalen skal normalt være på plads inden nytår, men forhandlingerne trak i år ud til trods for utallige danske forsøg på at påvirke forhandlingsparterne.

Sidste år trak forhandlingerne også ud, men da lykkedes det at få lavet en aftale med de norske myndigheder, så danskere fiskere kunne komme ind i norsk farvand alligevel. Det ville nordmændene ikke være med til i år, og derfor vil Dan Jørgensen nu undgå, at danske fiskere havner i en lignende kattepine igen.

- Jeg vil nu indkalde ordførerne fra de andre politiske partier, så vi kan drøfte, hvad vi fra dansk side kan gøre for ikke at havne i en lignende situation igen, for det har været et helt uacceptabelt situation for danske fiskere, slutter Dan Jørgensen.

Samtidig blev der også indgået en femårig aftale mellem EU, Norge og Færøerne om fiskeri af makrel.

Det forventes, at fiskeriet kan begynde allerede fra midnat.