Danni-sagen: Eftersøges i udlandet

Politiet efterlyser nu den 12-årige Danni Nico Dronninggaard gennem Interpol.

Det er henvedelser fra vidner, der får politiet til at udvide eftersøgningen til udlandet. Et vidne har hørt, at drengen skulle befinde sig i Sverige, men det er endnu ikke bekræftet, at drengen har været der.

Set på fly

Det er også en mulighed, at Danni Nico Dronninggaard er endnu længere væk. Politiet i Ringkøbing er blevet kontaktet af en person, der mener at have set drengen ombord på et fly.

- Vi har et tip fra i går, som vi ikke har undersøgt endnu. En turist havde set en der mindede om Danni i et fly, sammen med en der minder om hans far, siger politiassistent Poul Madsen fra Ringkøbing Politi.

Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse hvor flyet var på vej hen.