Danmarks smukkeste juleudstilling trækker 18.000 besøgende

5 uger er gået, og nu har Danmarks smukkeste juleudstilling haft besøg fra gæster for sidste gang.

Johnny Haugaard er manden bag juleudstillingen i Snejbjerg. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Danmarks smukkeste juleudstilling, som den hedder, har trukket mange flere gæster end forventet. Derfor fik udstillingen i Snejbjerg lov at leve en weekend længere end planlagt, men nu er det altså slut. Søndag var udstillingens allersidste dag.

Det har været en af de vildeste rejser, jeg nogensinde har været på.

Johnny Haugaard, Initiativtager til Danmarks smukkeste juleudstilling

- Det har været så fantastisk. Jeg har gået de sidste aftener og småtudet lidt. Det er en mærkelig fornemmelse. Det er ligesom et barn, der flytter for tidligt hjemmefra. Det har været en af de vildeste rejser, jeg nogensinde har været på, fortæller Johnny Haugaard, der er initiativtager til udstillingen.

Tre grå fabrikshaller i Snejbjerg på i alt 2600 kvadratmeter har de seneste 5 uger været hjemsted for Danmarks største juleudstilling. Siden da har gæster i massevis lagt vejen forbi for at opleve den. 

Læs også Johnny har lavet Danmarks største juleudstilling

- Jeg lavede det her, fordi jeg skulle, og jeg kunne mærke, at det var nu, at folk var klar til at modtage det her. Jeg håber på, det er noget, der dukker op i deres drømme. Det vil jeg virkelig håbe, siger Johnny Haugaard.

Om det så rent faktisk har været Danmarks smukkeste juleudstilling må publikum vurdere, men der var i hvert fald begejstring at spore, da TV MIDTVEST mødte nogle af de besøgende på sidste åbningsdag for udstillingen.

- Jeg synes, at Johnny, der har fostret ideen til det her, er et kæmpe talent. Det er utroligt, at det har kunnet lade sig gøre, fortalte Margrethe Møller fra Selde.

- Det er utroligt, at man har lavet sådan et univers herude. Man kan bare gå og fortabe sig og fordybe sig. Nu har jeg været her tre gange, og jeg ser hele tiden noget nyt, sagde Irene Fromberg fra Barde.

I løbet af udstillingens fem uger har 18.000 gæster været forbi.

01:37

En juleudstilling i Snejbjerg har tiltrukket langt flere gæster end forventet.

Luk video