Dæk-gerningsmænd i Lemvig fanget

Tre mænd har erkendt sig skyldige i hærværk mod adskillige køretøjer i Lemvig.

LemvigDaek.jpg

Poltiet har fået fat i de gerningsmænd, der natten til onsdag den 5. februar skar i alt 28 dæk op på samlet 13 køretøjer. Det oplyser vicepolitikommissær Ole Hofmansen fra Lokalpolitiet i Holstebro.

Det drejer sig om tre unge mænd. En 29-årig mand fra Lemvig, en 18-årig mand fra Ulfborg og en 19-årig mand fra Harboøre.

De har alle erkendt sig skyldige med den forklaring, at de kedede sig. De havde derfor kørt en tur rundt i Lemvig, hvor den ene af mændene var sprunget ud af bilen og havde skåret dækkene op på en bil. Det havde inspireret de to andre til at følge trop, og sammen sprættede de altså 28 dæk op rundt om i byen.

Mændene kan nu se frem til en betydelig bødestraf på flere tusinde kroner.