Cyklede til København - og løb marathon

Efter en cykeltur på 367 kilometer gennemførte 43-årig vestjyde lige en marathon på 4 timer og 34 minutter.

Karsten Clemmensen fra Humlum ved Struer var søndag en af de små 12.000 løbere, der gennemførte marathon-løbet i København.

En stor præstation i sig selv, men det hører med til historien, at den 43-årige vestjyde cyklede fra Humlum til København for at nå frem til løbet på den klassiske distance - en tur på 367 kilometer.

Han forlod Humlum lørdag, kørte hele aftenen og natten og ankom så til København søndag morgen klokken kvart i syv. Og herefter kastede han sig altså ud i de godt 42 kilometers løb uden at have sovet.

- Jeg er godt nok smadret. Efter 20 kilometer var der ikke meget mere at komme efter, men jeg fik mig da kæmpet hjem i en hæderlig tid, sagde Karsten Clemmensen, da tvmidtvest.dk traf ham efter løbet.

Sluttiden lød på 4:34:11, og Clemmensen mener selv, at en del af forklaringen på hans problemer undervejs er, at han havde for lidt tøj på under den natlige køretur, hvor temperaturen var nede på 2-3 grader.

Clemmensen havde også overvejet at cykle tilbage til jyske igen, men den idé har han dog opgivet.

- Min krop kan ikke klare mere efter det, jeg har udsat den for, konstaterer han.

TV MIDTVEST mødte i går Karsten Clemmensen umiddelbart før, han cyklede afsted mod København:

00:49 Luk video