Creativ Company: Europas 6. bedste

Creativ Company: Europas 6. bedste

Virksomheden fra Holstebro blev udvalgt som sjettebedst blandt 1.350 europæiske virksomheder

Onsdag blev Creativ Company udvalgt blandt over tusind andre små og mellemstore europæiske virksomheder på en ceremoni i Baden am Wien i Østrig. Over 285.000 medarbejdere i 16 lande har været med til at vurdere deres arbejdspladser, og hos Creative Company er man meget stolt over sjettepladsen. Sidste år fik den nemlig en placering som nummer 29.

- Vi er meget overraskede over, at vi har taget så stort et spring opad på listen, og vi er både stolte og ydmyge over at være udnævnt til at være Europas sjette bedste arbejdsplads, fortæller direktør og medejer af Creativ Company, Peter Nørgaard.

Virksomheden har længe arbejdet for at blive et godt sted at være for medarbejderne.

- Siden vores start for næsten ni år siden har det været vores ambition, at vi ville opbygge en arbejdsplads, hvor vi værdsætter mangfoldighed og forskellighed, hvor jobbet for den enkelte er mere end bare et job, og hvor man kan være stolt af sin egen og hele holdets indsats, fortsætter Peter Nørgaard.

Et hak højere oppe på listen ligger Middelfart Sparekasse, mens Unimerco har fået en 12. plads blandt Europas bedste arbejdspladser.

Se hele listen her

Bagmanden bag den omfattende kåring er Great Place to Work Institute.