Christina Watches enig med Vuelta-vinder

Cykelhold fra Herning er tæt på at skrive kontrakt med den 42-årige amerikaner Chris Horner.

Sidste års vinder af det spanske etapeløb Vueltaen, Chris Horner, er tæt på et opsigtsvækkende skifte til Herning-cykelholdet Christina Watches.

Cykelholdets direktør Claus Hembo oplyser til Ritzau, at han har lavet en aftale med en ny udenlandsk sponsor, der gør det muligt at skrive kontrakt med verdensstjernen.

- Der er sket det, at vi har fundet en sponsor, der vil være med til at finansiere det og være med til at betale de penge, der manglede. Det er rigtig positivt, siger Claus Hembo.

Det vakte stor opsigt, da den 42-årige amerikaner sidste år vandt Vueltaen i en for en cykelrytter høj alder. Dengang kørte han for det amerikanske hold Radioschack - nu tyder alt altså på, at han fortsætter på et dansk hold.

- Vi er blevet enige med sponsoren og rytteren om økonomien i rytterkontrakten, men nu skal rytter og sponsor nå til fælles forståelse af, hvad der ydes til gengæld. Der er typisk tale om reklamearrangementer. Sponsoren vil være sikker på at få noget for ydelsen.

- Så vi er sådan set ude af spillet. Vi er ikke i mål endnu, men vi er nået langt på en uge. Det vil være en sportslig og kommerciel forstærkning af holdet, så vi har arbejdet hårdt på det, siger Claus Hembo.