Christian Langballe: Vi får valg

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti træder speederen i bund i direkte kollisionskurs. Christian Langballe ser ingen anden udvej end valg.

- Vi vil ikke lade os koste rundt med, så må de gøre, hvad de skal, og vi er parate til et valg, siger Christian Langballe om LA's ultimative krav angående topskat. Foto: Dansk Folkeparti

Retorikken er blevet meget skarp i blå blok i opgøret mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Partileder Anders Samuelsen (LA) fastholder sit ultimative krav om 5 % lettelse af topskatten til alle.
Det får nu Dansk Folkeparti til at sige stop, inden de reelle forhandlinger 2025-planen er trukket ind i mødelokalet.

- Min holdning er, at vi simpelthen ikke vil acceptere, at vi skal sidde og forhandle med en revolver for panden. Og der siger vi jo så tilbage til Samuelsen, at hvis han vil udløse et valg, hvis han vil stille et mistillidsvotum til regeringen, så bliver det hans sag. Det er vi ikke med i - det må han så gøre, som han vil, siger Dansk Folkepartis Christian Langballe til TV MIDTVEST.

Dermed kan det ende med, at et borgerligt parti vil komme til at vælte en borgerlig regering.

- Det er en fuldstændig barok situation, vi står i, men sådan er det jo bare. Det må de så gøre, som de vil. Det bliver deres problem, siger Langballe på vej til partiets årsmøde i Herning.

I Liberal Alliance forsvarer men sig med, at de allerede har strakt sig langt, men at LA på topskatte-området er nødt til at stå fast for bl.a. at få gang i væksten.

- Jeg synes jo, det havde været en bedre strategi, hvis Liberal Alliance var gået ind i forhandlingslokalet med åbent sind og så have taget de forhandlinger, siger Langballe og fortsætter:

- Nu har de så på forhånd sagt, at hvis der ikke bliver topskattelettelser, så vælter de regeringen, og så siger vi bare, vi vil ikke lade os koste rundt med, så må de gøre, hvad de skal, og vi er parate til et valg.

Kommer der et valg?

- Det tror jeg – jamen jeg kan ikke se nogen vej ud af det nu, det må jeg sige, det kan jeg ikke, slutter Christian Langballe.