Chefredaktør om medieudspil: - Jeg er betinget glad

Mens TV 2-regionerne blev præsenteret for sparekniven, var der mere at glæde sig over på de lokale dagblade.

Viborg Stifts Folkeblad, Lars Norup, efterlyser klare svar på, om der reelt bliver adgang til at lave en stærkere lokal journalistik. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

På landsdelens regionale og lokale medier blev regeringens medieudspil torsdag fulgt med interesse. 

Mens TV MIDTVEST og de andre regioner i dag blev præsenteret for sparekniven i regeringens medieudspil ,var der lidt mere at glæde sig over på den lokale avis i Viborg.

Jeg er betinget glad. Der er positive signaler i det for os. Vores digitale omstilling får lidt bedre vilkår.

Lars Norup, chefredaktør, Viborg Stifts Folkeblad

Kulturminister Mette Bock (LA) lagde nemlig op til, at lokale medier som dagblade og ugeaviser skal have mere støtte på bekostning af landsdækkende medier. Et budskab, der blev modtaget med tilfredshed i Viborg.

- Jeg er betinget glad. Der er positive signaler i det for os. Vores digitale omstilling får lidt bedre vilkår, siger Lars Norup, chefredaktør hos Viborg Stifts Folkeblad og fortsætter:

- Vores digitale nyheder bliver momsfritaget, sådan som jeg forstår det. Det betyder, at vi får mere værdi af betalingen fra digitale læsere. For eksempel dem, der læser vores nyheder og avis på nettet.

Efterlyser klare svar

Regeringens håndsrækning består blandt andet i at ikke kun den trykte avis, men også digitale nyheder nu bliver fritaget for moms. Samtidig bliver det muligt at få støtte til mere journalistik i de gratis ugeaviser:

Læs også Lokalaviser skal have støtte på bekostning af de store

Den lokale chefredaktør i Viborg efterlyser dog klare svar på, om der reelt bliver adgang til at lave en stærkere lokal journalistik.

- Det vi egentlig gerne skulle bruge flere penge til, hvis vi får flere penge af det her, det er til at lave kvalitetsindhold og sikre den journalistiske dækning af vores kommune.

Regionerne skal spare

I sit udspil lagde regeringen også op til. at TV 2-regionerne skal spare to procent om året de kommende fem år. Noget som TV MIDTVEST's direktør, Lone Sunesen, ikke vil forholde sig til på nuværende tidspunkt.

- De økonomiske rammer forholder vi os først til, når vi ser det endelige forlig. Politikerne giver os rammerne, og så er vores opgave at levere mest indhold for de penge og rammer, vi får tildelt. Det her er et udspil. Nu skal forhandlingerne i gang, og dem kommer vi selvfølgelig til at følge med stor spænding, siger Lone Sunesen.

Læs også Landdistrikter: Besparelse på TV 2-regionerne er uacceptabel

Tv-direktøren glæder sig dog over, at regeringen vil styrke den regionale tv-station i Holstebro samt de andre regioner.

- Det er dejligt med et ønske om mere regional journalistik og styrkelse af det regionale. Det glæder mig, at vi får lov til at beholde vores selvstændighed som TV 2-regioner. Det er hjerteblod for os, lige som forholdet til TV 2 også er, siger Lone Sunesen.

Regeringen lægger i medieudspillet op til at sælge 40 procent af TV 2.

06:10 Luk video