Campingpladsejer om formodet tyvebande: Kørte meget om natten

Det var ejeren af Nissum Fjord Camping, der fattede mistanke til den formodede tyvebande, som politiet fredag har sigtet.

Michael Plauborg står her foran den hytte, som de syv litauere boede i på campingpladsen. Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Det var Michael Plauborg, der ejer Nissum Fjord Camping, som fattede mistanke til syv litauere, politiet nu har anholdt og sigtet for indbrud.

- De kørte meget om natten og faktisk også i løbet af dagen. Det kunne selvfølgelig godt være turistture, men der er ikke så mange turistting at se på herude om natten, forklarer han til TV MIDTVEST.

Læs også Syv litauere fængslet: Sigtet for serie af indbrud

De syv sigtede boede i en hytte på campingpladsen. Ejerens mistanke førte til en opringning til politiet, som sendte en mand ud på lur i én af de andre hytter. Torsdag aften rykkede ordensmagten ind og anholdt litauerne. I hytten fandt de tyvekoster, som ifølge sigtelsen stammer fra indbrud i Holstebro og omegn natten til torsdag.

- Det er dejligt, at politiet har reageret så hurtigt, som de har gjort. Selvfølgelig er der sket noget skade rundt omkring, og jeg har snakket med en håndværker, som har mistet en masse værktøj. Det er brandhamrende ærgerligt, for det koster jo penge uanset hvad, men politiet har reageret rigtig, rigtig hurtigt, og det er flot, afslutter Michael Plauborg på rosende vis.

De syv anholdte er fredag blev varetægtsfængslet. De har alle kæret kendelsen til landsretten.

01:17 Luk video