Bus og personbil i ulykke
En bus og en personbil kolliderede mandag morgen i Bremdal nord for Struer. Ifølge politiet er der ingen alvorligt tilskadekomne i ulykken.
En bus og en bil kolliderede mandag morgen i krydset mellem Fjordvejen og Drosselvej i Bremdal nord for Struer.
I bussen var der to passagerer udover chaufføren. Ingen af passagererne kom noget til i ulykke, imens den kvindelige fører af personbilen er kørt til tjek på skadestuen.
- Præcis hvem der er skyld i hvad, kan jeg ikke sige noget om. Det er for tidligt endnu. Men der er formentlig tale om en vigepligtsforsømmelse, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.
Bussen var på vej til Hvidbjerg med sine to passagerer, da den her i Bremdal stødte sammen med en personbil. Vejen var afspærret under oprydning, men blev relativt hurtigt åbnet for trafik igen.