Brand på genbrugsplads kunne ses på lang afstand

Der var høje flammer og masser af røg, da brandvæsnet nåede frem til den midtjyske genbrugsplads.

Midtjysk Brand & Redning fik alarmen klokken 02.35.
Midtjysk Brand & Redning fik alarmen klokken 02.35.
Foto: Midtjysk Brand & Redning

Flammerne kunne ses på lang afstand, da der natten til tirsdag udbrød brand i en stor affaldsbunke på genbrugspladsen i Tandskov mellem Kjellerup og Silkeborg.

- Branden blev opdaget af en bilist, der kørte på hovedvejen mellem de to byer, og der var høje flammer og masser af røg, da vi nåede frem, fortæller indsatsleder Lasse Magnussen fra Midtjysk Brand & Redning. 

0:31
Se video: brand på genbrugspladsen i Tandskov mellem Kjellerup og Silkeborg.

Alarmen lød klokken 02.35, og brandvæsnet fik hurtigt kontrol over flammerne. Herefter ventede et større arbejde med efterslukning, og brandfolkene forlod først stedet ved ni-tiden tirsdag. 

 
 
Foto: Midtjysk Brand & Redning

- Folkene fra genbrugspladsen hjalp os med at sprede bunkerne over et større område, så det var lettere at bekæmpe branden. Der er styr på det nu, men jeg kan ikke afvise, at vi kan blive kaldt derud igen. Det kan brænde længe i sådan nogle store stakke, siger Lasse Magnussen.

Branden opstod i en bunke blandet affald. Årsagen til branden er ikke fastslået, men der kan være tale om selvantændelse.

 
 
Foto: Midtjysk Brand & Redning