20-årig spritbilist endte i have: Bragede ind i elskab og lygtepæle inden

(Arkivfoto) Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 20-årig mand kom på gevaldige afveje i sin bil sent tirsdag aften på Vester Ringgade ved Sarpsborgvej nær Struer.

Læs også 46-årig anholdt: Taget med stor mængde narko på sin adresse

Med promille i blodet og en mobiltelefon i hånden mistede manden herredømmet over sin bil, hvorefter han bragede ned ad en skrænt og ramte både elskab og to lygtepæle på vejen, inden han endte i en 69-årig kvindes have.

- Hun blev noget chokeret over, at han pludselig holdt der. Det kunne være gået frygtelig galt. Heldigvis kom ingen noget til, og bilen slap med mindre skader, fortæller Mikkel Bertelsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Promille på 1,18

Mandens promille blev målt til 1,18, da en patrulje kom for at hente ham ind til blodprøve på stationen.

Den 20-årige blev efterfølgende løsladt, og han er nu sigtet for at køre og snakke i mobiltelefon samt spritkørsel.

Politiet har kontaktet elforsyningen i Struer, som har taget hånd om skaderne på elboks og lygtepæl.

Læs også Kvinde fanget i brændende hus – to betjente reddede hende ud