46-årig anholdt: Taget med stor mængde narko på sin adresse

Ifølge politiet kan sagen vise sig at være så stor, at den skal behandles for lukkede døre.

Opdatering: Den 46-årige er blevet varetægtsfængslet til den 7. august - sigtet for besiddelse af over 500 gram amfetamin.

https://www.tvmidtvest.dk/artikel/sigtet-besiddelse-af-et-halvt-kilo-amfetamin

 

Politiet har anholdt en 46-årig mand for at være i besiddelse af en stor mængde narko på sin adresse på Sandetvej ved Stakroge syd for Herning.

Det fortæller Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Særligt havde manden et stort parti amfetamin, som, han allerede har erkendt, skulle sælges videre.

- Jeg kan ikke komme ind på, hvor meget amfetamin, der er tale om, for det her kommer muligvis til at køre for lukkede døre. Men jeg kan sige, det er en stor mængde, og at vi er ovre i straffeloven her, siger Bent Smedegaard.

Fandt flere stoffer og køkkenvægte

Udover den, ifølge politiet, betragtelige mængde amfetamin er der også blevet beslaglagt heroin, kokain og hash på mandens adresse, ligesom at der blev fundet udstyr som køkkenvægte.

Politiet kender den 46-årige fra lignende sager, og derfor kørte en patrulje forbi til et rutinetjek.

Manden vil nu blive fremstillet i et grundlovsforhør i Herning ved middagstid onsdag.