Børnekontrakter skal redde skoler

Det bliver nu forældrenes opgave at redde landsbyskolerne i Thy. Socialdemokraterne er klar til at frede skoler i bytte for et højere børnetal.

skole, undervisning 150713.jpg

Politikerne freder skolerne, hvis forældrene i landsbyerne til gengæld leverer flere børn. Sådan lyder et nyt forslag fra Socialdemokraterne i Thisted Kommune. Det skriver DR Midt og Vest, 

Et faldende børnetal i Thisted Kommune har fået embedsmændene til at foreslå nedlæggelser af flere lokale skoler og institutioner, men det vil politikerne ikke være med til.

Hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti er klar til at lukke skoler. De to partier udgør sammen et flertal i kommunalbestyrelsen.

Håber på hjælp udefra

Målet er at lokke flere børnefamilier til området, der sammen med de nuværende beboere skal være med til at levere det antal børn der skal til for at bevare skolerne.

- Helt konkret vil vi skrive en præcis målsætning ind for, hvor mange tilflyttere og hvor mange børn lokalsamfundene skal arbejde for at nå. Hvis ikke det lykkes inden for en 4-5-årig periode, så er vi muligvis nødsaget til at lukke institutioner eller skoler, siger Ulla Vestergaard, der er gruppeformand for Socialdemokraterne i Thy.

Ifølge DR Midt og Vest skal forslaget diskuteres på et kommunalbestyrelsesmøde i næste uge.