Borgmester om ny politiskole: Det er en farce

Foto: Arkiv

Borgmester om ny politiskole: Det er en farce

Torsten Nielsen undrer sig over, at man efter et års undersøgelser stadig ikke ved, hvor en ny politiskole skal ligge.

Borgmesteren i Viborg, Torsten Nielsen (C), retter en hård kritik af den politiske proces, der skal munde ud i byggeriet af en vestdansk afdeling af politiskolen.

- Vi er derhenne, hvor det begynder at minde mere og mere om en farce, siger han til TV MIDTVEST.

Borgmesterens udmelding kommer dagen efter, at Rigspolitiet meddelte, at otte bygninger i syv kommuner - heriblandt Holstebro og Ikast-Brande - lever op til kriterierne om at huse en ny skole. 

Men samtidig blev det meddelt, at flere kommuner kan komme i spil, hvis der bliver bygget nye lokaler.

Og det forløb undrer Torsten Nielsen. Han forstår ikke, at man efter et års undersøgelse ikke er nået længere.

01:04

Se et interview med Torsten Nielsen her.

Luk video

- Jeg har i over et halvt år efterspurgt, hvilke kriterier der egentlig ligger til grund. Hvilke kriterier skal der til for fortsat at være med i opløbet. Der er ingen, der ved noget som helst, siger han.

Det har ikke været muligt at få et interview med justitsminister Søren Pind (V), men i et skriftligt svar til TV MIDTVEST peger han på, at det er vigtigt at få undersøgt muligheden for at bygge nye lokaler, før man træffer en beslutning.

Se hele Søren Pinds svar her:

"Siden vi indgik politiforliget i efteråret om en ny politiskole i Vestdanmark, har der reelt været to muligheder: Enten at anvende en eksisterende bygning - eller bygge en ny skole der er skabt til formålet. Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen har siden årsskiftet været i dialog med en lang række kommuner og har besigtiget et antal eksisterende bygninger. På den baggrund har Rigspolitiet i disse dage givet kommunerne en melding om, hvorvidt deres bygninger lever op til de krav politiet har til en ny politiskole. Det betyder at nogle bygninger nu er sorteret fra.

Det har også vist sig, at muligheden for nybyggeri kan være en god løsning for politiet. Den mulighed bør derfor undersøges yderligere, før vi kan træffe en beslutning om en ny politiskole. Status er altså, at politiet har peget på mulige bygninger i flere dele af det vestlige Danmark. Og i forhold til nybyggeri har Rigspolitiet allerede modtaget henvendelser fra eksempelvis Esbjerg, Herning, og Aalborg.

 

 

02:04 Luk video