Holstebro og Ikast stadig med i kapløbet om ny politiskole

25 kommuner er sorteret fra i kapløbet om at få en ny politiskole. Holstebro og Ikast-Brande Kommune er fortsat med.

071115Politiskole.jpg
Foto: arkivfoto

Ind til i dag var i alt 45 byggegrunde i 32 kommuner med i kapløbet om at få den nye politiskole til byen. 

Men nu fremgår det af et notat fra Rigspolitiet, at 25 af kommunerne er blevet sorteret fra. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Avisen har set et brev, som Rigspolitiet har sendt til de 32 kommuner, der har lagt billet ind på skolen.

Rigspolitiet har vurderet, at otte bygninger i de syv kommuner lever op til kriterierne. Men det er fortsat muligt, at det i stedet bliver besluttet, at der skal bygges nyt. Derfor er afgørelsen udskudt til efter sommer.

De syv kommuner, der har foreslået bygninger, der lever op til politiets krav, er ifølge Viborg Stifts Folkeblad Frederikshavn, Ikast-Brande, Haderslev, Holstebro, Skanderborg, Sønderborg og Vejle.

Dermed ser det ud til, at Rigspolitiet har droppet kravet om, at den nye politiskole højst må ligge to timers kørsel fra København.

I Herning er borgmesteren fortsat optimistisk i forhold til at få en ny politiskole til Herning.

- Vi hele tiden haft som det primære indspil til staten, at et nybyggeri må være at foretrække. Det er en noget langstrakt proces. Lige nu er der vel en form for udskilningsforløb i gang, og jeg mener nu som fra starten af, at vi har det samlet set bedste bud. Så vi venter egentlig gerne, hvis det bare betyder, at Staten tager den rigtige beslutning, skriver Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune, til TV MIDTVEST.

Justitsminister Søren Pind (V) har for nylig skrevet til borgmestrene i de 32 kommuner, at det meget vel kan ende med, at politiskolen får til huse i helt nye bygninger.

Bliver beslutningen, at der skal bygges nyt, er Viborg, Skive, Silkeborg og Herning, som også har budt ind på en ny politiskole, altså fortsat med i kapløbet.