Borgmester holder vejret: Viborg støttede Rasmus’ tur til toppen

​Erhvervslivet holder vejret, mens vi venter på nyt fra toppen af verden.

Foto: Privat

I Viborg har erhvervslivet og kommunen sat meget ind på, at den professionelle bjergbestiger Rasmus Kragh skulle blive den første dansker på toppen af Mount Everest uden brug af kunstig ilt. I går aftes kom det dog frem, at han havde vendt om 250 meter fra toppen på grund af dårligt vejr.

I morges kom der så en ny besked fra Rasmus Kraghs kæreste, der fortalte at de havde sendt hjælp op til ham, fordi han stadig befandt sig i sit telt og var dehydreret.

Siden er der ikke kommet nogen offentlig melding fra bjergbestigeren, der forsøgte at være den første dansker, der nåede til toppen af bjerget helt uden at medbringe ilt.

Hvorfor støttede kommunen?

Oplysningen om, at Rasmus Kragh nu potentielt befinder sig i en farlig situation, har fået hele Viborg til at holde vejret. Blandt andet har Viborg Kommune støttet projektet med 40.000 kroner til en markedsføringspakke.

- Jeg siger hellere ja til noget, som vi ikke har set de andre gøre, frem for at følge trop. Det er sådan, at følger man andres fodspor, så kommer man aldrig foran, fortæller borgmester Torsten Nielsen om hvorfor, de valgte at støtte projektet.

Når han bliver spurgt, om de har fortrudt det, så svarer han ærligt:

- Indtil Rasmus er i god behold, så ja. Men når Rasmus er i god behold, så nej, siger han.

Chefredaktøren på Viborg Stifts Folkeblad, Lars Norup, mener dog ikke, at kommunen bør støtte projekter som dette.

- Jeg forbinder det med noget, som er livsfarligt. Og så synes jeg, at man bevæger sig ud i et land, hvor det ikke er noget, som kommunen skal være i, fortæller han.

01:05 Luk video