Boligområde plaget af flere påsatte brande

To dage i træk er brandvæsnet blevet kaldt til containerbrande i et boligområde i Silkeborg.

Mandag aften blev brandvæsnet kaldt til påsatte brande på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg. Foto: 24-7 News

Foto: 24-7 News

1 af 2

For anden dag i træk måtte Midtjysk Brand & Redning mandag aften rykke ud til brand i flere affaldscontainere i boligområdet ved Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.

Brandfolkene blev først kaldt til en brændende affaldscontainer på en græsplæne ved Resedavej, og senere kom der en melding om ild i to containere i et skur ved Lupinvej.

I begge tilfælde fik brandvæsnet hurtigt brandene under kontrol, og det var også tilfældet søndag aften, hvor der fem gange var bud efter brandfolkene.

Der var ikke fare for, at brandene kunne sprede sig til lejlighederne, men lokalpolitiet i Viborg ser alligevel på sagen med stor alvor.

- Der er ingen tvivl om, at der er tale om påsatte brande, og selv om der ikke var fare for, at flammerne kunne brede sig, skaber det utryghed i området. Der er ingen, der ved, hvor det rammer næste gang, siger politikommissær Bent Riber Nielsen.

Han fortæller, at politiet nu arbejder på en fælles indsats sammen med boligselskabet for at sætte en stopper for problemet.

Søndag arrangerede lederen af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, en anmeldt demonstration i boligområdet, men om de påsatte brande skal ses som en protest mod Paludan, tør Bent Riber Nielsen ikke gætte på.

Han understreger, at søndagens demonstration forløb uden problemer. 

  Foto: 24-7 News