Bliver boende på sin gård trods konkurs

Byrådspolitiker i Viborg Claus Clausen (V) kan blive boende på sin gård, selvom han er gået konkurs.

Den nu tidligere formand for Landbo Limfjord, Claus Clausen.
Den nu tidligere formand for Landbo Limfjord, Claus Clausen.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Den tidligere formand for Landbo Limfjord, Claus Clausen fra Vroue i Fjends, kan blive på sin gård på trods af, at han tidligere på ugen gik konkurs med sit landbrug.  

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad, der kan fortælle, at der er dukket en løsning op, så Claus Clausen og familien kan blive boende, og at han selv får en rolle på den fremtidige drift af både gård og besætning under en ny ejer af bedriften.

Overfor folkebladet fortæller Claus Clausen også, at de seneste uger har været et mareridt for ham selv og familien.

- Det er en tragisk begivenhed og en gevaldig lussing. Men jeg kan ikke ændre på fortiden, og jeg ville ikke bruge de sidste 15 år af mit arbejdsliv på at ærgre mig, siger Claus Clausen til Viborg Stifts Folkeblad.

Renteswap skyld i konkurs

Konkursen skyldes ikke dårlig drift af landbruget, men det blev konsekvensen af renteswap, som blev foretaget i 2008 kort før finanskrisen. Kort fortalt går et renteswap ud på, at man bytter sin rente i banken i en aftalt periode.

Det viste sig dog at blive en dyr løsning, som blandt andet udmøntede sig i, at Claus Clausen skulle betale 530.000 kroner ekstra i rente alene i 2018. Derfor ville banken ikke længere være med, og så var konkursen en realitet.  

Konkursen har fået Claus Clausen til at trække sig som formand for Landbo Limfjord, men han fortsætter dog i sine mange offentlige roller. Blandt andet er han næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.