Biltyv i boksershorts var psykotisk

Biltyv i boksershorts var psykotisk

En 24-årig mand fra Struer har fået en række sigtelser efter han i går i påvirket tilstand stjal en bil kun iført boksershorts.

En fest natten til mandag som involverede stoffer udviklede sig til tyveri og vold mandag formiddag uden for Holstebro.

Den 24-årige mand prajer en bil på Sofienlundvej ved Hjerm kun iført boksershort. En 64-årig mandlig bilist stopper og bliver efterfølgende slået i hovedet, hevet ud af bilen og skubbet i grøften. Herefter kører den 24-årige påvirkede mand af sted mod Holstebro i den stjålne bil.

Den forurettede bilist får efterfølgende prajet en anden bil og følger efter den påvirkede biltyv. Ved Nupark i det nordlige Holstebro bliver manden anholdt af politiet, men da den unge mand er psykotisk og påvirket, må politiet møde talstærkt op for at pågribe manden, der fortsat kun er iført boksershorts.

- Han er tydeligt påvirket af stoffer og grebet af angst og panik. Han har været til fest i Hjerm og har indtaget nogle stoffer, som har gjort ham psykotisk. Han kan efterfølgende ikke huske, hvad der er sket, siger politiassistent Mikkel Bertelsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Den 24-årige mand er løstladt igen, men bliver nu sigtet for brugstyveri, vold og for at køre bil i narkopåvirket tilstand.

Se en privatoptagelse af anholdelsen her:

00:30 Luk video