Biljagt i Thy

Politiet jagtede i nat to drenge i en stjålet bil. Jagten varede i ca. 25 minutter.

Politibil_type1.jpg

Klokken 02.31 i nat blev en bil stjålet i Koldby i Thy. Thisted Politi eftersatte hurtigt bilen, men det lykkedes først at stoppe bilen efter en vild biljagt.

I bilen sad to drenge på henholdsvis 15 og 16 år, og de havde ikke lyst til at opgive uden kamp, det oplyser vagthavende ved Thisted Politi, Jørgen Østerby.

En 25 minutter lang biljagt gik ned gennem Koldby, Snedsted og Hurup, inden bilen kørte ind i et helleanlæg i Hurup og punkterede. Inden da havde de to drenge forsøgt at bremse politiet ved at smide søm på vejen.  

De to drenge forsøgte også i løbet af biljagten at presse politibilen ud i rabatten.

De to drenge er begge fra Thy, og det skal nu undersøges, om de har begået andre lovovertrædelser.