Bilister kører for stærkt ved motorvejsbyggeri

Susanne Andersen er kørelærer, og hun er overraket over farten på strækningen. Foto: Sean Kelly Christensen

Bilister kører for stærkt ved motorvejsbyggeri

For høj fart og manglende fokus er skyld i flere af trafikulykkerne på ny motorvejsstrækning i landsdelen.

Motorvejsbyggeriet mellem Herning og Holstebro fortsætter med at give farlige situationer i trafikken. Senest med to trafikuheld i weekenden. I alt har der i år været 25 ulykker på stykker mellem de to byer. 

Flere af dem har været alvorlige, som da to personer blev dræbt ved Sinding for halvanden uge siden. Om en uge åbner næste stykke motorvej mellem Sinding og Tvis. Og op til åbningen bliver der lavet nye ændringer, som bilisterne igen skal vænne sig til. 

Og det, tror en kørelærer fra Herning, kommer til at skabe endnu flere farlige situationer. Hun synes, at bilisterne mangler respekt for skiltningen og kører alt for stærkt. 

Der bliver kørt rigtig stærkt herude, og hastighed, det dræber.

Susanne Andersen, kørelærer

- Der bliver kørt rigtig stærkt herude, og hastighed det dræber, siger Susanne Andersen, der er kørelærer og formand for Herning og Omegns Kørelærerforening. 

Samtidig har bilisterne alt for meget fokus på, hvad der sker i forbindelse med vejarbejdet. Derfor glemmer de trafikken.

- Nu står der en gravemaskine derovre, og der står en mand. Det vil meget let kunne gøre, at man tænker 'hvad pokker sker der nu derover?'. Og bare det, at man flytter fokus over til venstre, så gør det, at man vil trække en smule til venstre. Og det er jo så over i de modkørendes bane, siger Susanne Andersen.

Fartkontrol skal hjælpe

Hos politiet er der heller ikke tvivl om, at motorvejsbyggeriet stjæler bilisternes opmærksomhed. 

- Man kigger måske lige lidt mere til den ene side, for hvad sker der nu lige inde på vejarbejdsstrækningen? Samtidigt kører der rigtig mange biler, og så lige pludseligt sker der noget uforudset, siger Henrik Glintborg, der er leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Læs også Nyt sammenstød ved Sinding: Nu skal vejforholdene forbedres

Problemerne med hastigheden på strækningen gør nu, at politiet intensiverer fartkontrollerne. 

- Nu er der sket en række ulykker, og vi får at vide, at det skyldes hastighed. Derfor begynder vi også at skrue op for vores hastighedskontroller på den her vejstrækning, sige Henrik Glintborg. 

Ifølge kørelærer Susanne Andersen vil det øge sikkerheden og begrænse ulykkerne på strækningen.

- Vi ved jo erfaringsmæssigt, at når der er nogle strækninger med fotovogne, så sætter folk per automatik hastighederne ned, siger hun.