Nyt sammenstød ved Sinding: Nu skal vejforholdene forbedres

Tre biler kørte i aftes sammen på hovedvejen ved Sinding. Nu vil politiet og Vejdirektoratet se på, om man kan forbedre motorvejsbyggeriet

Sidste weekend blev to personer dræbt i en trafikulykke på hovedvejen ved Sinding, mellem Herning og Holstebro
Sidste weekend blev to personer dræbt i en trafikulykke på hovedvejen ved Sinding, mellem Herning og Holstebro
Foto: TV MIDTVEST

En person blev i aftes kørt til tjek på sygehuset med nakkesmerter, efter endnu et sammenstød på hovedvejen ved Sinding mellem Herning og Holstebro.

Det er fjerde gang indenfor kort tid, der sker et uheld eller en ulykke, på strækningen, hvor der i øjeblikket er motorvejsbyggeri.

Senest blev to personer dræbt, da tre biler kolliderede 12. november. Ud over de to dræbte blev fire kørt til behandling på sygehuset med lettere skader.

Harmonikasammenstød på grund af havareret lastbil

Uheldet i aftes skete ifølge Midt- og Vestjyllands Politi ved 19-tiden. Tre biler i sydgående retning kørte sammen i et harmonikasammenstød. En lastbil var nemlig havareret på hovedvejen og derfor var der opstået kø.

Udover den person, der blev kørt til tjek for nakkesmerter, var der ifølge politiet ingen personskader.

- Lige præcist uheldet i går er måske svært at tilskrive vejen. Men vi er opmærksomme på at der har været flere situationer på det seneste, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis, til TV MIDTVEST.

Han fortæller videre, at politiet nu samarbejder med Vejdirektoratet for at se om man kan forbedre vejforholdene på strækningen, så man undgår flere ulykker.

2:13
Der er ind til nu flere dræbte i trafikken i 2017, end der var i hele 2016. Uopmærksomhed er en stor del af årsagen.