Bilist lavede u-vending på motorvejen: - Mirakuløst, der ikke skete et uheld

En kvinde valgte at vende om, da hun kørte mod Herning.

Et vidne holdt øje med en bil på motorvejen, da den pludselig kørte ind i nødsporet og vendte rundt.
Et vidne holdt øje med en bil på motorvejen, da den pludselig kørte ind i nødsporet og vendte rundt.
Foto: Flemming Christensen

En bilist valgte i går eftermiddags at ringe til politiet, da han kørte bag en bil på motorvejen mellem Herning og Brande, der svingede en del.

De blev enige om, at han skulle holde øje med bilen, indtil politiet kunne være fremme. Her fik han sig noget af en overraskelse.

For nord for en rasteplads kørte den svingende bil ind i nødsporet, hvorefter den vendte rundt og kørte 150-200 meter mod færdselsretningen.

- Det er mirakuløst, at der ikke skete et uheld, fortæller Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Endnu en u-vending

Kort efter kørte bilisten endnu engang ind i nødsporet, denne gang med næsen den forkerte vej, og lavede endnu en u-vending.

- Vi ved ikke, hvad hendes plan var. Måske forsøgte hun at komme ind på rastepladsen, siger Henning Præstegaard.

Herefter ankom politiet til stedet og fik standset bilen. Bilisten var en 27-årig kvinde fra Tjørring. Hun har fået taget en blodprøve. Politiet er nu ved at vurdere, hvad hun endeligt skal sigtes for.

- Det er heldigt, at der ikke skete noget alvorligt. Det skete omkring klokken 17, og det er et tidspunkt, hvor der normalt er mange biler på motorvejen, afslutter Henning Præstegaard.