TV MIDTVEST

Bilist kørte ind i tog

Bilist påkørte tog ved Kibæk.

En 60-årig mandlig bilist slap uskadt, da han kørte ind i toget ved Kibæk. Fronten af bilen blev slæbt 300 meter.

En 60-årig mand fra lokalområdet slap heldigt uden skrammer, da han tirsdag aften kørte ind i siden på toget, der kom fra Skjern. 

- Bilen kører ind i toget lige bag fronten. Forpartiet lå 300 meter væk har vi fået at vide af indsatslederen, fortæller sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Påkørslen skete ved jernbaneoverskæringen ved Ollinghedevej og Ollingvej ved Kibæk. I følge politiet ventede den 60-årige på en bilist på den anden side af jernbanen, og da bilisten kører vil den 60-årige køre over skinnerne.

- Toget kommer fra Skjern-siden, men han kan åbenbart ikke se toget, fordi der er et ledvogterhus lige op ad skinnerne, fortæller Bent Smedegaard.

Der er ikke bomme ved overskæringen, men advarsels-lys der blinker, og i følge politiet er der intet der tyder på, at advarselslyset ikke fungerede.  Banestyrelsen undersøger forholdene nærmere i løbet af i dag, onsdag.

Lokomotivføreren, en 44-årig mand fra Tim, og de seks passagerer i toget slap alle uskadte fra påkørslen.