Bestanden er truet: Lystfiskere freder havørreden

Nu skal de lystfiskere, der er så heldige at få en havørred på krogen i store dele af Gudenåen, sætte den ud igen.

Lystfiskerne gør selv et stort arbejde for at hjælpe bestanden. Her bliver en havørred strøget for rogn.
Lystfiskerne gør selv et stort arbejde for at hjælpe bestanden. Her bliver en havørred strøget for rogn.
Foto: Erik Søndergaard

Der er langt mellem havørrederne i Gudenåen.

Derfor har tre lystfiskerforeninger nu aftalt, at de havørreder, der fanges på deres strækninger, skal sættes ud igen.

- Havørreden er en skattet fisk, som folk gerne kører langt for at fange. Men bestanden er så langt nede, og hvis havørreden skal have en chance, er vi nødt til at gøre noget nu, siger Jon Rose, der er formand for Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening til tvmidtvest.dk.

Udover foreningen i Bjerringbro er det Silkeborg Fiskeriforening og Randers Sportsfiskerklub, der har aftalt fredningen. Langå Sportsfiskerforening ventes også at følge trop, men beslutningen skal dog først godkendes på en generalforsamling sidst i februar.

Lystfiskerforeningerne gør et stort arbejde for at skabe optimale betingelser for fiskene i Gudenåen og de tilstødende vandløb. Der bliver opdrættet fisk i Skibelund Havørredopdræt, ligesom medlemmerne fjerner spærringer og laver gydebanker.

Alligevel er bestanden af havørreder gået kraftigt tilbage. I 2017 blev der på Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforenings vand fanget 49 havørreder. I 1990´erne blev der fanget over 200.

Lystfiskerne er i tæt kontakt med DTU-Aqua for at finde årsagen til nedgangen. Jon Rose forklarer, at der er flere bud. Vandet i Gudenåen er blevet klarere, hvilket gør det lettere for gedder at se de små ørreder, når de trækker til havs.

Rovdyr som mink og oddere kan også have en del af skylden, ligesom våde enge - altså arealer der står under vand - kan spille ind. De små ørreder kan miste retningssansen, når de presses ind i de våde enge, og har dermed svært ved at finde ud igen.

- Men det kan nok ikke forklare det hele. Vi er lidt på bar bund, siger Jon Rose.

Mens det går tilbage med havørrederne, går det bedre med bestanden af laks i Gudenåen. Lystfiskerne oplevede sidste år et godt fiskeri efter den eftertragtede fisk.

Statistik der viser antallet af fangede havørreder i Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening.
Statistik der viser antallet af fangede havørreder i Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening.