Barfoed: Pape er den rigtige!

Barfoed: Pape er den rigtige!

Den nu afgående formand for Konservative har selv valgt Søren Pape Poulsen som sin afløser.

Den nu afgående formand for Konservative, Lars Barfoed, har selv valgt sin afløser. Og at valget er faldet på Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen, er i følge Barfoed ikke tilfældig.

- Jeg har længe ment, at Søren var den rigtige, fordi der er tale om markant fornyelse. Han har stor politisk erfaring som borgmester og ved, hvad der foregår ude omkring, siger Barfoed her til aften om sin afløser.

- Søren er fantastisk til at fremlægge klare, konservative synspunkter, og jeg tror at han vil have en stor gennemslagskraft i medierne.

Blev ikke presset til at gå

Beslutningen om at gå var i følge Barfoed hans egen. Han blev altså ikke presset til at gå af.

- Jeg har haft drøftelser med rigtig mange folk i partiet, og i sidste ende måtte jeg selv træffe en beslutning efter at have hørt forskellige synspunkter på, om tiden er inde. - Alt går godt, undtagen i meningsmålingerne. Vi ville gerne have langt flere mandater i Folketinget, og derfor kan det her være med til at skabe fornyelse i vælgernes øjne, siger Barfoed.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen selv her til aften.

Se politisk kommentator på TV 2 NEWS, Anders Langballes, analyse af Barfoeds afgang:

00:42 Luk video