For første gang i 12 år: Badehotel har været åbent i et år uden at gå konkurs

I dag er det et år siden, at nye kræfter overtog det 90 år gamle badehotel i Vedersø.

Vedersø Klit Badehotel har holdt åbent i et år.
Vedersø Klit Badehotel har holdt åbent i et år.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Man kan ikke lige frem sige, at Vedersø Klit Badehotel har haft stor succes de sidste mange år.

Men i dag er det alligevel en special dag. For det er et år siden, at to unge århusianere overtog hotellet, og det er første gang i 12 år, at hotellet har kunne holde åbent så længe.

- Nu er vi ligesom ovre de værste babysteps, og nu gælder det så om at lære at tage voksenskridt, siger den ene forpagter Nick Mogensen.

Nick og Oliver Mogensen.
Nick og Oliver Mogensen.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Broget historie

Hotellet gik konkurs i 2007, og siden har der været skiftende ejere, mens hotellet i perioder har stået i forfald.

- De tidligere ejere har haft store armbevægelser, men der er ingen, der har tjent penge på det, forklarer formanden for Støtteforening for Vedersø Klit Badehotel, Preben Sørensen.

Forpagterne Nick og Oliver Mogensen tjener heller ikke penge på det endnu, men Preben Sørensen er alligevel optimistisk.

- Jeg tror, at det koncept, der er kommet nu, hvor de går betydeligt langsommere frem og med en højere kvalitet og lidt dyrere pris, på sigt bliver noget, der er rigtigt godt, siger Preben Sørensen.

Hård start

Selvom hotellet stadig står åbent her et år senere, så har det dog ikke været en dans på roser for forpagterne.

Et forfaldent hotel, medarbejdermangel og bøder fra fødevarekontrollen har budt på søvnløse nætter, fortæller Nick Mogensen.

- Det har været et år, hvor vi virkelig har lært meget, fordi det er meget intenst. Vi er gået direkte til Formel 1 uden at have kørt noget gokart. Det har så nogle gange haft den pris, at vi ikke rigtigt har kunne følge med, siger han og tilføjer:

- Nu er vi færdige med alt for mange babysygdomme. Nu tager vi skjorten og slipset på, og så kører bussen.

1:51