Arek må spille med fodlænke

Arek må spille med fodlænke

FC Midtjyllands målmand Arek Onyszko får nu lov til at spille fodbold med fodlænke.

FC Midtjyllands polske målmand, Arek Onyszko, der i foråret blev idømt tre måneders fængsel for vold og trusler mod sin tidligere hustru, får lov at afsone sin straf mellem stængerne på MCH-Arena, oplyser FC Midtjylland til TV/MIDT-VEST.

En måned af dommen var ubetinget, og det er den, som FCM-målmanden nu af Kriminalforsorgen har fået lov til at afsone med en fodlænke, så han kan passe sit arbejde som professionel fodboldspiller.

Hvornår målmanden skal trække i både fodboldstøvler og fodlænke kan FC Midtjyllands pressechef Torben Kølbæk endnu ikke oplyse.