Arbejdshandsker til Inger Støjberg

Der var tænkt grundigt over gaverne, da ministerierne i dag skiftede hænder. Venstres Inger Støjberg fik et par arbejdshandsker.

290615ingers.jpg

Et par lidt for store arbejdshandsker var gaven fra den tidligere minister Carsten Hansen (S) til Inger Støjberg (V), da hun mandag fik sit nye ministerium.

- Det er simpelthen et drømmeministerium for mig, for jeg har i mange år interesseret mig for værdipolitik og har brugt meget tid på udlændingepolitikken, siger den nye integrationsminister.

Og der kan blive brug for handskerne, for Inger Støjberg bliver minister for et af de tunge ministerier, nemlig udlændinge-, integrations- og boligministeriet. 

- Det er et område, der fylder rigtigt meget hos mange partier, så derfor bliver der et stort stykke arbejde i at få enderne til at nå sammen, også fordi vi er en mindretalsregeringen, siger Inger Støjberg, efter hun har fået handskerne.

Men hun er helt klar til at tage handskerne på.

- Vi skal have strammet op. Vi skal tage godt imod de mennesker, der kommer til Danmark, men vi skal også kunne følge med, og det kan vi ikke, som det er nu, siger hun.