Anklager behandler mere end 100 sager fra Kærshovedgård

Jens Severinsen har stort set kun arbejdet med sager fra Kærshovedgård siden sommerferien. Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Anklager behandler mere end 100 sager fra Kærshovedgård

Jens Severinsen har travlt, for han har mange sager foran sig.

I samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi har Retten i Herning fra nytår afsat en dag om ugen til én ting.

Retten skal behandle sager om overtrædelse af opholds- og meldepligt for udlændinge på tålt ophold på Udrejsecenter Kærshovedgård. Det betyder, at senioranklager Jens Severinsen nu er fritaget fra alt andet end arbejdet med de mange sager.

Læs også Støjberg: - Jeg er mildt sagt overrasket over dommen

- Jeg skal tage stilling til, hvad der skal ske med alle de sager, der kommer fra Kærshovedgård. Vi rejser tiltale i mange af dem, fortæller han.

Sagerne drejer sig om mere end 100 personer fra Kærshovedgård, der har overtrådt loven for overtrædelse af opholds- og meldepligt.

- Jeg har stort set kun lavet de her sager siden sommerferien, fortæller Jens Severinsen.

Har taget for lang tid

De mange sager kommer, efter at Udlændinge- og Integrationsministeriet 1. marts sidste år skærpede strafbestemmelserne, når personer på tålt ophold og udviste kriminelle forsømmer deres opholds- og meldepligter.

I Dansk Folkeparti mener man, at det har taget for lang tid at komme i gang.

- Jeg kunne godt tænke mig, at man i stedet for hele og halve år sikrede sig, at man indenfor max en måned fik behandlet den slags sager i form af en slags straks behandling, fortæller formand for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup.

Det er noget, som Justitsminister Søren Pape ikke vil afvise.

- Det er derfor, vi har taget det her initiativ nu. Jeg drøfter gerne med Peter Skaarup, hvordan vi kan gøre det her hurtigere, for jeg tror vi deler ambitionen om, at det her skal klares hurtigt og effektivt, siger han.

Læs også Politiet opruster omkring Kærshovedgård

En person for retten

Foreløbigt har en person på tålt ophold været for retten. Det er den 33-årige iraner Sharvin Shojaie. Anklagemyndigheden gik efter syv dages fængsel, fordi han ikke havde overholdt sin opholds- og meldepligt, men han blev frifundet, fordi pligterne havde varet ved i mere end fire år.

- Det er okay. Det er et skridt i den rette retning, fortæller Sharvin Shojaie.

Han har ikke længere opholds- og meldepligt på Kærshovedgård, og netop ophævning af pligterne kan få betydning i de kommende sager. Men anklageren understreger, at man ikke skal forvente frifindelse i alle sagerne.

- Hvis det var sådan, at en domsafsigelse pr princip ville føre til det samme resultat i fremtiden, så var der ingen grund til for anklagemyndigheden at rejse dem, siger Jens Severinsen.

Fra næste måned bliver endnu en anklager sat på sagerne, men på grund af de mange sager ser det ikke ud til, at Jens Severinsen og hans kollega kommer til at lave andet i hele 2018.

02:36 Luk video