Anklagemyndighed anker ikke dom om randzoner

Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at anke dommen fra Retten i Holstebro, hvor to landmænd blev frifundet for overtrædelse af randzoneloven.

Der bliver ikke nogen ankesag mod de to landmænd, som den 11. maj ved Retten i Holstebro blev frifundet for overtrædelse af randzoneloven. Det oplyser statsadvokat Jan Reckendorff fra Statsadvokaten i Viborg i en pressemeddelelse.

- Vi har i dag besluttet ikke at ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen, siger statsadvokat Jan Reckendorff i pressemeddelelsen.

Selv om der objektivt set var sket en overtrædelse af loven, lagde byretten afgørende vægt på uklarhederne i den tidligere randzonelov, som var gældende på gerningstidspunktet. På den baggrund fandt retten, at de tiltalte landmænd ikke kunne bebrejdes at have dyrket i deres randzoner i 2013.

- Det er vores opfattelse, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan forventes, at landsretten ville komme til et andet resultat, hvis dommen blev anket. Anklagemyndigheden i de enkelte politikredse vil nu vurdere de øvrige verserende sager, der vedrører den tidligere randzonelov. Det er klart, at udfaldet af sagen fra Holstebro i den forbindelse vil blive tillagt betydning, siger Jan Reckendorff.

Andre sager kan opgives

27 andre sager har ventet på en afgørelse. Om de nu skal frafaldes, skal de enkelte politikredse afgøre, oplyser statsadvokaten. Men han mere end antyder, at det kan blive resultatet.

- Det er klart, at udfaldet af sagen fra Holstebro i den forbindelse vil blive tillagt betydning, udtaler Jan Rechendorff.

Langt de fleste sager er rejst af politiet i Jylland og på Fyn. Derudover har NaturErhvervsstyrelsen yderligere cirka 300 sager om overtrædelse af randzoneloven liggende.