To anholdt for væbnet røveri i Tarm
Lokalpolitiet i Ringkøbing har anholdt to mænd for søndagens røveri i Tarm. De har erkendt røveriet og fremstilles i Grundlovsforhør torsdag klokken 14.30.
Med et slagvåben i hånden begik en mand søndag aften røveri mod brugsen i Tarm. I dag er både røveren og hans formodede medgerningsmand blevet anholdt.
De to bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning klokken 14.30.
Forventer straksdom
De to mænd har begge erkendt, at den ene klokken 20.40 søndag aften truede en ekspedienten bag kassen i Daglig Brugsen i Tarm til at udlevere omkring 6000 kroner. For at markere sit ærinde hamrede han en hjulnøgle i disken.
I en bil udenfor sad medgerningsmanden og ventede, klar til at stikke af fra stedet.
- Derfor forventer jeg også, at der falder en straksdom i dag, fortæller anklager hos Midt - og Vestjyllands Politi, Søren Klovborg Laustsen.
De to mænd - hvoraf den ene er bosiddende i Ringkøbing - er begge kendt af politiet og har en række mindre forhold på straffeattesten.