Anførere klar til arvefjendeopgør

Anførere klar til arvefjendeopgør

Spillerne er toptændte til den første Superligakamp mellem FC Midtjylland og Viborg i mere end et år.

Anførerne i eftermiddagens lokalbrag mellem Viborg FF og FC Midtjylland er enige om, at der er tale om meget mere end bare en fodboldkamp, når de to hold mødes.

- Det betyder rigtig meget for hele byen, og det smitter utrolig meget af på os spillere. Der er en stemning og atmosfære ud over det sædvanlige, når man spiller de kampe mod FC Midtjylland, siger Viborgs kaptajn Mikkel Rask til klubbens hjemmeside.

Også for Erik Sviatchenko, der i lørdagens kamp kommer til at spille med anførebindet i stedet for den skadede Kristian Bach Bak, er lokalderbyet noget ganske særligt. Ikke mindst fordi han er født og opvokset i Viborg.

- De her lokalopgør betyder mere for mig nu, end de har gjort før. Jeg er blevet ældre, og jeg har også fundet ud af, hvad kampene betyder for klubben, for fansene og for os spillere. Det er kampe, der kommer helt ind under huden på os, siger han til Herning Folkeblad.

FCM har håneretten

Sidst de to hold begge var i Superligaen i sæsonen 2013/2014 vandt FC Midtjylland to ud af de tre indbyrdes opgør. Det sidste endte uafgjort. Og faktisk har Viborg ikke vundet over ulvene i klubbernes seneste ti superligaopgør. Derfor er anføreren også ekstra opsat på at få et godt resultat på MCH Arena i dag.

- Ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp. De er rigtig stærke, og ekstremt gode på hjemmebane. Men omvendt ved vi også, at lokalopgør lever sit eget liv, og der kan ske mange ting. Vi tager af sted for at kæmpe vores kamp, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at få point med hjem, siger Mikkel Rask til vff.dk.

Nogle andre, der er helt klar til dagens opgør er politiet. Der er nemlig tale om højrisiko-kampe, når de to hold tørner sammen.

- Vi lægger ikke ud med bål og brand, men kan stramme grebet, hvis der bliver behov for det, siger politikommissær Erik Kristensen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Herning Folkeblad.

Kampen bliver sparket i gang klokken 16.00 på MCH Arena.