TV MIDTVEST

Det er en glad Kissmeyer, der ser frem til at fejre førstepladsen på rådhuset i morgen. Foto: Arkiv

Alle vil have Kissmeyers borgmesterstol

Ikast-Brande Kommune har haft den samme borgmester i 10 år, men det er snart slut.

Kampen om borgmesterposten i Ikast-Brande Kommune er helt åben.

Både borgmester Carsten Kissmeyer og viceborgmester Preben Christensen stopper, og de to store profilers farvel giver en masse stemmer at kæmpe om.

Ingen af kandidaterne har dog travlt med at skabe alliancer, og da hele fire partier sigter efter borgmesterposten bliver kampen tæt.  

Blandt bejlerne til tronen er socialdemokraten Frank Heidemann og Venstre-manden Ib Boye Lauritsen. De kører nu det store skyts i stilling til valgkampen.

Statsministeren på besøg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre var i dag på besøg i Ikast-Brande, og ikke overraskende så har han en klar favorit blandt borgmesterkandidaterne.

- Ikast-Brande Kommune kommer år efter år ud som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, og det er da fordi der sidder en Venstre-mand i spidsen. Så det skal der da helst blive ved med, siger han med et grin.

Der er også noget at kæmpe om, for borgmesterkandidaterne. For Carsten Kissmeyer og Preben Christensen efterlader en masse løse stemmer, som der nu skal fordeles.

Fire partier i kamp

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratet sigter alle efter borgmesterposten. Ingen ved derfor, hvordan magtfordelingen ender.

- Jeg tror stadigvæk på, at der er borgerligt flertal, og de borgerlige partier skal selvfølgelig lige kigge på hinanden og finde ud af, hvordan magtfordelingen ligger, siger Venstre-kandidaten, Ib Boye Lauritsen.

Socialdemokraterne har dog også en plan.

- Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg kommer ikke kun til at skelne til en side. Jeg vil holde mig meget opdateret på tre sider, måske fire. Vi har også en liste, der stiller op, som ikke har bragt en borgmester i spil, siger Frank Heidemann.

Venstre sidder lige nu på ni mandater, men Socialdemokratiet sidder på seks.