Al Gore fik 1,3 mio. for Skjern-foredrag

Den amerikanske miljøforkæmper, Al Gore, fik millionbeløb af Ringkøbing-Skjern Kommune for at tale i Skjern Kulturcenter.

algore.jpg

Efter længere tids tovtrækkeri mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Dagbladet Ringkøbing-Skjern er det endelig lykkedes at få aktindsigt i kommunens budget i forbindelse med Al Gore-foredraget i Skjern Kulturcenter i oktober sidste år.

Det har ikke været billigt at få den amerikanske miljøforkæmper og forhenværende vicepræsident til byen. 1,3 millioner kroner fik han for at tale for omkring 700 gæster til et energipolisk arrangement. I alt gav arrangementet et underskud på 1,4 millioner kroner.

Også svenske Hans Blix talte ved arrangementet. Han var dog noget billigere end Al Gore og kostede knap 150.000 kroner.

Kommunen afviste aktindsigt

Ringkøbing-Skjern Kommune afviste i to omgange Dagbladets anmodning om aktindsigt med henvisning til, at bookingbureauet bag aftalen ville lide voldsom økonomisk skade, hvis aftalen med kommunen bliver offentliggjort.

Avisen klagede derefter til statsforvaltningen, som mandag for anden gang slog fast, at kommunen ikke kunne afvise mediernes aktindsigt i sagen. Det har nu ført til, at Ringkøbing-Skjern Kommune har offentliggjort budgettet.

Det er ikke første gang, kommunen forsøger at holde den slags aftaler hemmelige. I august afviste borgmester Iver Enevoldsen (V) at offentliggøre prisen på Ringkjøbing Landbobanks lejekontrakt i det gamle amtsrådhus. Her skiftede han først mening, da en ekspert i offentlig forvaltning sagde, at aftalen ikke kunne holdes hemmelig. Den historie kan læses her.

Du kan se mere om Al Gore-millionerne i indslaget:

1:50