Afbrændingsforbud ødelægger stenalderen og jernalderen

Det er svært at leve og lave mad uden elektronik, når man ikke må starte et bål. Det oplever de både i stenalderen og jernalderen.

Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det er ikke nemt at leve i stenalderen, når der er afbrændingsforbud. Det gør det i hvert fald betydeligt sværere.

- Vi kan ikke lave mad, så vi sulter hernede på bopladsen. Det er jo virkelig et stort problem, siger Anne-Dorte Hertzum, der er ”stenalderkvinde” på Hjerl Hede. 

Der er ikke gang i bålet i stenalderen, og vejrudsigten peger ikke på, at der snart kommer det. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Tørken giver store problemer for flere af landsdelens ferie-attraktioner, og for stenalderfolkene på Hjerl Hede betyder det, at livet ikke helt går sin vante gang.

- Vi kan ikke bage brød, lave grød, vi kan ikke ordne fisk eller kanin og kød – vi kan ingenting, siger Anne-Dorte Hertzum.

Hver sommer plejer de ellers at slagte dyr og tilberede kødet over bål for at levendegøre fortiden.

Går bedre for jernalderen

3000 år fremme i tiden, har de dog en løsning, der hjælper dem lidt ad vejen.

Ved Møldrup er en jernalderlandsby nemlig opstået, hvor flere familier bor hele ugen. Her har de fået gang i bålet, men kun indendørs.

- Det største problem ved det er røgen, at vi er nødt til at sidde indenfor i stedet for at kunne sidde udenfor, siger Kristine Vinter, "Jernalderkvinde", Hvolris Jernalderlandsby.

Et indendørsbål i jernalderen gør, at de har mulighed for at lave mad på gammeldagsvis. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Betingelsen for bålet er dog, at der hele tiden sidder en brandvagt – og der er kun det ene bål til de familier, som bruger ugen i jernalderlandsbyen.

- Vi mangler vores lejrbål om aftenen. Det er faktisk en rigtig stor del af at være i jernalderen. Det er, at man sidder samlet om bålet, alle landsbyens beboere, forklarer Kristine Vinter.

For at livet ikke skal blive alt for surt for beboerne, har de i landsbyen fundet den elektroniske kogeplade frem.

01:55 Luk video