Ægtemand fængslet for vold mod kone

En mand fra Vemb er varetægtsfængslet i 14 dage for vold mod sin kone.

310814RetteHolstebro.jpg

Torsdag eftermiddag blev en 46-årig mand fra Vemb varetægtsfængslet i to uger for begrundet mistanke om grov vold mod sin kone. Parret var onsdag aften oppe og toppes, og det endte med, at den 37-årige kvinde kontaktede politiet og fortalte, at hendes mand havde forsøgt at kvæle hende.

Anklager: Det var drabsforsøg

Ved grundlovsforhøret i retten i Holstebro i dag krævede anklageren, at manden skulle varetægtsfængsles i fire uger for drabsforsøg i form af kvælning. Men dommeren valgte altså at taksere hændelsen til begrundet mistanke om grov vold med ordene:- Der er ingen tvivl om, at det har gået voldsomt for sig i hjemmet.

Ægteparret er begge tidligere kendt af politiet, og det fremhævede forsvareren også.- Jeg mener, at man godt kan lægge til grund, at der har været noget tidligere, hvor det er hustruen, der har været den udfarende kraft, og det kan også have været sådan i dag, forklarer forsvarsadvokat Gunhild Stausholm-Møller.

Manden er varetægtsfængslet indtil den 15. august og skal have foretaget en mentalundersøgelse i løbet af varetægtsfængslingen.