En svær beslutning: 7-årige William er alvorligt syg - nu flytter hele familien til USA

Familien Kjær Grønbæk fra Ikast har mærket livet på den hårde måde. Nu ofrer de hverdagens tryghed for at give deres søn et bedre liv.

Hospitaler og sygdom har været en fast del af Williams hverdag siden han blev født for syv år siden. Foto: Privat

Hvad er vigtigst, dig eller dit barn?

Valget vil for de fleste forældre være enkelt. Men for Helle og Jens Christian Kjær Grønbæk var valget på ingen måde sort/hvidt. Det var fyldt med nuancer og konsekvenser.

Flyt til et sted, hvor det er varmere. Det vil være det bedste for William.

Lægernes råd til Williams forældre. 

Deres 7-årige søn William lider af en medfødt immundeffekt. En sygdom der påvirker luftvejene, så han tit har lungebetændelse og andre luftvejsinfektioner.

Sygdommen gav William en svær start på livet. Alligevel kæmper han for at have et normalt liv. Han går i skole, så meget han kan holde til. Men William er så påvirket og syg, at hans mor går hjemme og passer ham på fuld tid.

- Det er frygteligt, synes jeg. Vi kæmper med det næsten hver dag. Der er også gode dage, men de efterfølges altid af tilbagefald, forklarer Jens Christian Kjær Grønbæk.

Alt for mange af Williams timer er blevet brugt på hospitaler over hele landet.  Foto: Privat

Indlæggelse på hospital i Aarhus, 112 opkald midt om natten er for de fleste skrækscenarier. Det er de også for familien fra Ikast. Det er bare også scener, de kender alt til fra deres hverdag.

Et godt råd

Syv år. Så gammel er William. Så længe har familien kæmpet. Kæmpet for at give ham et bedre liv. Men også for at holde sammen på familien, der udover William tæller to søskende, mor og far. 

I starten overvejede vi det egentlig ikke. Det var for stort et spring at tage så langt væk fra vores familie.

Helle Helene Kjær Grønbæk, mor til William. 

Én ting har i syv år også været en del af særligt forældrene Jens Christian og Helle Helenes hverdag. Det råd læger i Herning, Skejby og på Rigshospitalet alle har givet. Et råd, der vil give lille William et bedre liv. Men også et råd, der ville vende op og ned på familiens hverdag.

- Flyt til et sted, hvor det er varmere. Det vil være det bedste for William.

Rådet har i mange år været i tankerne hos mor Helle Helene og far Jens Christian. Med tanke på Williams sygdom var beslutningen simpel. En flytning langt væk fra Danmark ville dog samtidig betyde et farvel til den trygge base, familien havde etableret i Ikast.

- I starten overvejede vi det egentlig ikke. Det var for stort et spring at tage. Vi kunne ikke rejse væk fra vores familie. Vi magtede det ikke, fortæller Helle Helene Kjær Grønbæk.

William på et af mange besøg på et hospital.  Foto: Privat

Men tanken var plantet. Tiden gik. Og en dag kom beslutningen. Huset blev sat til salg. Faderen er allerede rejst til USA, for at få styr på de mange løse ender. Til sommer følger resten af familien med. Fremover hedder hjembyen Miami, Florida, USA.

- Det vi er nervøse for, er børnenes skole, sygeforsikring og alle de ting. Derfor rejste jeg tidligere, så der er styr på det meste, når børnene kommer herover, forklarer Jens Christian Kjær Grønbæk.

Familien har tidligere besøgt Florida på flere ferier. Og da et vennepar bor i den solrige stat, var valget oplagt. Sammen med vennerne har Jens Christian investeret i at autolakeri nord for Miami. En investering der både var en økonomisk, men også nødvendig for at familien kunne få opholdstilladelse i USA.

Gode erfaringer med Florida

En ting er lægernes anbefalinger og vurderinger. Noget andet er virkeligheden. Den har familien allerede testet, da de fra december til marts var på ferie i Florida. Et besøg der underbyggede, at den kommende hjemby er det rigtige valg.

- Jeg havde mere energi, og jeg havde det bedre, fortæller William selv.

Den vurdering er Williams mor Helle meget enig i.

- Han sov hele natten. Det tror jeg kun, at vi har prøvet ti gange de sidste mange år. Vi mærkede også, at noget af hans astmamedicin behøvede vi ikke længere, forklarer Helle Helene Kjær Grønbæk.

Tidligere på året var hele familien i Florida for at se nærmere på deres fremtidige hjem.  Foto: Privat

Både mor og far glæder sig til det nye eventyr i USA. Et eventyr, der skal give lille William et bedre liv. Et liv der betyder et farvel til de trygge rammer i Ikast. For William er fokus allerede på mulighederne i det nye hjemland.

- Så får jeg nogle amerikanske venner. Dem kan jeg lære dansk, lyder positivt det fra William.

Far Jens Christian har nu været i USA i en måned. Alt går efter planen med virksomheden. Nu mangler han blot at finde et sted, hvor familien kan bo. Om to måneder støder resten af familien til, når William med mor og to søskende flyver på en enkeltbillet til Florida.

04:15

Se hele indslaget om familien Kjær Grønbæks store beslutning her. 

Luk video

Familien Kjær Grønbæk fra Ikast er klar til en ny hverdag i Florida, men de mangler stadig at finde et hus de kan bo i. Foto: Privatfoto

Jens Christian Kjær Grønbæk har sammen med sin ven og partner Johnny Fenger Sørensen overtaget Gold Coast Collision Center. De stammer begge fra Ikast. Foto: Privatfoto