65-årig mand omkommet i Ulfborg

Kort før halv ni fik brandvæsenet en melding om en brand i Ulfborg. En person er omkommet (opdateret 12:30).

301213_brand.jpg

En person er omkommet efter en mindre brand i en lejlighed på Reberbanen i Ulfborg. Det er husets mandlige beboer, der er død af røgforgiftning.

Sent søndag aften lugtede en nabo røg, men tænkte, at det bare kom fra en brændeovn. Der var ikke installeret røgalarm i lejligheden, og derfor opdagede lejlighedens sovende beboer ikke, at nogle gløder var begyndt at udvikle røg. På et tidspunkt overtændte røgen, og derfor endte det fatalt for husets 65-årige beboer og dennes hund.

- Vi har en teori om, at der har været ild i en sofa med flammer og kraftig varmeudvikling til følge. Den er gået ud af sig selv, og det har udviklet en masse røg. Vi har en formodning om, at det er røg- eller kulilteforgiftning, der er årsag til, at han omkommer, siger Lars Even, der er vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var hjemmeplejen, der fandt manden livløs mandag morgen.