543 stole på gågaden i Holstebro

Gågaden i Holstebro er lige nu fyldt med stole. 543 stole skal sætte fokus på 543.000 danskere, der står uden for arbejdsmarkedet på grund af sociale, fysiske eller psykiske problemer

130916StoleCSR.jpg

Mandag og tirsdag er Holstebro værtsby for dette års CSR-Awards. En konference, der uddeler en række priser til virksomheder, der på forskellige måder tager et samfundsansvar.

Det er blandt andet virksomheder, der ansætter medarbejdere, som ellers står uden for arbejdsmarkedet, er gode til at reducere CO2-udledningen eller fravælger underleverandører, der bruger bestikkelse eller udnytter børnearbejdere.

Stolene på gågaden er en gimmick, der skal skabe opmærksomhed omkring CSR-konferencen.

- Stolene symboliserer, at flere virksomheder gerne skulle give en stol, altså et arbejde, til de mange mennesker, der har det svært på arbejdsmarkedet, siger Tommy Wølk, sekretariatsleder for organisationen Code of Care.

Stolene er blevet udsmykket og dekoreret på forskellige virksomheder og offentlige institutioner, og danner en lang række på over en halv kilometer.

Tirsdag taler FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan ved CSR-konferencen.

130916StoleCSR2.jpg

130916StoleCSR3.jpg

130916StoleCSR5.jpg

130916StoleCSR4.jpg

130916StoleCSR6.jpg