23-årig mand tiltalt for knivdrab i Bjerringbro

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de har tiltalt en 23-årig mand for et knivdrab i Bjerringbro i februar 2018. Retssagen begynder i juni.

Det var her i Bredgade i Bjerringbro, at knivdrabet fandt sted. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

En 23-årig mand fra Skive er nu tiltalt for at have begået drab i Bjerringbro natten til den 1. februar 2018. I anklageskriftet er desuden flere tilfælde af vold, oplyser Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Læs også 21-årig fængslet for at dræbe mand med talrige knivstik

Ifølge anklageskriftet skete drabet ved, at den 23-årige mand tildelte en 41-årig mand talrige stik og snit med knive mod hovedet, halsen og kroppen. I anklageskriftet er desuden en række yderligere tiltalepunkter, som omhandler flere tilfælde af vold, trusler og hærværk.

Sammenkomst endte fatalt

Offeret og den nu tiltalte mand kendte hinanden i forvejen, og det var en mindre sammenkomst i offerets hjem i Bredgade i Bjerringbro, der fik fatale følger den nat i februar 2018 mellem klokken 01.00 og 01.50, hvor den 41-årige blev dræbt af knivstikkene.

Allerede halvanden time efter forbrydelsen anholdte politiet den dengang 21-årige mand fra Skive omkring halvanden kilometer fra lejligheden med kniven på sig. 

Da den tiltalte ikke har ønsket medvirken af nævninge, vil sagen blive behandlet som en domsmandssag ved Retten i Viborg. Retssagen starter den 4. juni 2019, og dommen forventes afsagt den. 17. juni 2019.

Se indslag om knivdrabet i februar 2018 her: 

01:08

INDSLAG 1/2-2018: En 41-årig mand er blevet knivdræbt i sit hjem i Bjerringbro. En 21-årig skibonit er anholdt og sigtet i sagen.

Luk video