16-årig dømt for drab på 77-årig

Vestre Landsret har stadfæstet dommen mod den 16-årige Kasper Witte Rasmussen, der var tiltalt for drabet på 77-årige Else Johannesen i Lemvig.

Den 16-årige Kasper Witte Rasmussen, der var tiltalt for drabet på 77-årige Else Johannesen, er i dag blevet dømt for drab og forsøg på anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.

Han havde anket sagen til frifindelse i Vestre Landsret i Viborg, men Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.

Udsat for sexovergreb

Det var en hjemmehjælper, der natten til den 2. august 2014 fandt Else Johannesen død i sin lejlighed i Lemvig. Obduktionen viste, at hun døde af kvælning, og der var tegn på, at hun før eller efter sin død var blevet udsat for anden kønslig omgang end samleje.

Transaktioner på den dræbtes kreditkort viste, at kortet efter drabet var blevet brugt til at indkøbe sexlegetøj i flere danske netbutikker. Varerne var blevet sendt hjem til den tiltalte.

Dømt til psykiatrisk behandling

Forsvarer Bent Aagaard ønskede, at den 16-årige Kasper Witte Rasmussen ikke skulle dømmes for manddrab, men for vold med døden til følge. Det afviste dommeren dog.

Dommen til den unge mand lyder på psykiatrisk behandling på ubestemt tid samt indlæggelse på en psykiatrisk afdeling i maksimalt fem år. Det vil sige, at den dømte skal være anbragt, indtil en dommer bestemmer, at han er rask nok til at blive udskrevet.

Se indslaget om retssagen her: 

01:34 Luk video